Gunnar Staalesen: 1900 Morgenrøde

At følges med Gunnar Staalesen gennem Bergen, er som at genopleve tv-serien Matador på norsk. Med afsæt i et gådefuldt mord nytårsnat år 1900, væver den omfattende krønike sig op gennem de første 30 år af det 20. århundrede. Mennesker fra alle samfundslag mødes, forelskes og forgrenes i sammenfiltrede konstellationer og gamle, norske slægter.

De store begivenheder i Norge og resten af verdens historie sætter deres spor på dagligdagen og udviklingen for indbyggerne i Bergen: Opløsningen af den svensk-norske union, den store brand i 1916, strejker, Første Verdenskrig, børskrak og den slags. Betjent Christian Moland er en af nøglefigurerne i bogen, da han blandt andet er med til at efterforske mordet i begyndelsen, men også fordi drabet på konsul Carl August Frimann stadig spøger i kulisserne 30 år efter. I ”1900 Morgenrøde” kommer man under huden på så forskellige folk som tunnelarbejdere og havneluddere, bankdirektører, skuespillere, matroser, skoledrenge og tjenestepiger. Hele Bergen er repræsenteret på godt og ondt.

Gunnar Staalesen er måske ikke den skarpeste fjerpen, når det kommer til detaljerede beskrivelser af følelserne i folk, men han forstår at genfortælle historiens gang med mange underfundige anekdoter. Der er nemlig drama for alle pengene i ”1900 Morgenrøde”, hvor tragiske ulykker og skænderier får mere plads, end festlige bryllupper og varme venskaber.

Første del af Bergen-trilogien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar