Åsne Seierstad: Boghandleren i Kabul

Den norske journalist Åsne Seierstad var en af de første der kom til Afghanistan efter Talebans fald sidst i 2001. I hovedstaden Kabul traf hun en tilsyneladende oplyst og moderne boghandler. I bogen kaldes han Sultan Khan og ejer flere butikker i Kabul. Hun oparbejder et tillidsfuldt forhold til ham, så det lykkedes hende at få ham til at invitere sig hjem og bo i hans hjem. Hun bor i fire måneder os familien, som er en afghansk middelklassefamilie.

De bor tre generationer sammen og Åsne Seierstad opnår en fortrolighed med mange af de andre i familien og får et indblik i hvordan hverdagen er for især kvinder i Kabul, en hverdag som er kedelig, fyldt med pligter fra tidlig morgen til sen aften. Hver gang de skal ud i byen, skal de have burkaen på, som både er tung og varm. Der hersker ingen tvivl om, at det er Sultan som er det dominerende overhoved, det er nok mest kvinderne som mærker dette, men mændene går heller ikke ram forbi. Sin ældste søn Mansur tog Sultan ud af skolen, selvom drengen var glad for skolen, men faren valgte, at sønnen skulle passe en af butikkerne for ham. Sultans lillesøster, som er 19 år, må slide og slæbe for resten af familien, som var hun en slave, hun mener faktisk også selv hun bliver behandlet som en slave. Så er der også Sultans to koner, kone nummer et på 50 år og nummer to på 16 år og af gode grunde kan nummer et ikke lide nummer to.

Det gjorde et stort indtryk på mig at læse om de kvinder, den måde de bliver undertrykt på, og hvor den mindste ”træden ved siden af hans regler” kan udløse de frygteligste straffe. Så er der arrangerede ægteskaber og primitive traditioner, som gør kvindernes liv så forfærdeligt, synes jeg. Mange eksempler viser den store fattigdom mange lever under i Afghanistan.

Romanen er mere en dokumentar end en egentlig roman, men det gør den så sandelig ikke ringere. Jeg kan anbefale bogen til alle, der vil vide mere om en verden, hvis skikke og æresbegreber betyder så meget at hensynet til det enkelte menneske glider helt væk. En verden som er meget anderledes end vores egen. Det er barsk læsning. Men den er bestemt værd at læse.

Khaled Hosseini: Under en strålende sol

"Drenge, indså Laila, opfattede venskab på samme måde som de opfattede solen. Dens tilstedeværelse kunne ikke diskuteres. Dens stråler var noget man skulle nyde, ikke se direkte op i."

- citat fra bogen

Mariam og Laila er begge kvinder, som er opvokset i Afghanistan før krigen brød ud i 1970'erne. Deres baggrund er meget forskellig, men selvom de aldersmæssigt tilhører hver sin generation og frem til krigens start var fremmede overfor hinanden, tvinger omstændighederne dem til at stå sammen og udholde de ulidelige pinsler, som krigen og landets kvindeundertrykkelse medfører.

Under en strålende sol er en barsk historie om vold, undertrykkelse, krig og kærlighed både til mennesker, livet og sit land. Vi hører hvordan Taliban effektivt sætter en stopper for udviklingen i det afghanske samfund og via lovgivning forsøger at slette alle beviser på, at der er andre trosretninger end islamisme.

Den både rørende og rystende historie om et land og folk i forfald fortælles gennem de to kvinder Mariam og Laila, og som læser føles det som at være en flue på væggen - et vidne til noget ganske forfærdeligt, som er hverdag for uhyggelig mange mennesker.

Man fortvivles over den meningsløse vold og undertrykkelse af et samfund, som hver dag må kæmpe for at overleve, og man forarges over, at det, på trods af at det lyder som en hundrede år gammel fortælling, rent faktisk er noget som foregår i dag.

Khaled Hosseinis blændende sprog serverer den barske realitet for os på et blankpoleret sølvfad, og Under en strålende sol er mindst lige så storslået og vedkommende som forfatterens debutroman Drageløberen.

Khaled Hosseini: Drageløberen

Drageløberen er allerede blevet rost af så mange, bla. Isabel Allende, som udtaler:

“En vidunderlig bog … Det er en af disse uforglemmelige historier, der virkelig fæstner sig i hukommelsen. Alle de store temaer fra litteraturen og fra livet udgør grundstoffet i denne exceptionelle roman: Kærlighed, ære, skyld, frygt, tilgivelse… Det er så kraftfuldt, at alt andet, jeg læste i lang tid efter, virkede kedeligt.”

Jeg er enig med fru Allende :-) . Romanen er ganske vist skønlitteratur, men forfatteren er fra Afghanistan, er selv flygtet derfra til USA, levede en priviligeret tilværelse i Afghanistan og kun en afghaner kan skrive så empatisk, dybfølt og forståeligt om kulturen og chokket/sorgen over krigen og talibanernes hærgen. Det gør samtidig romanen til et vigtigt og temmeligt nøjagtigt øjebliksbillede af vores tid og af Afghanistans kultur før og efter taliban. Og tilføjer endnu en dimension til bogen.

Historien bærer meget, meget flot i sig selv. To drenge, som er uadskillige i barneårene, skilles af skyldfølelser, jalousi og hemmeligheder. Skyldneren bærer på sit tunge åg og får en dag en telefonopringning fra en gammel ven i Afghanistan, som siger ordene: “Det er muligt at gøre uret god igen.” Og nu træder forfatteren i karakter med sine fabelagtige beskrivelser af menneskelighed, følelse, forståelse, ydmyghed, skyldfølelser, angst … og i sidste ende den inderste betydning af kærlighed.