Viser opslag med etiketten Dansk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dansk. Vis alle opslag

Sara Blædel: Grønt støv

Kriminalassistent Louise Rick og kriminalreporter Camilla Lind har kendt hinanden siden de var børn og da en velrenommeret journalist findes myrdet, involveres de begge i sagen. Louise for at opklare den og Camilla for at skrive om den. Men da Camilla kendte den myrdede journalist, tager hun sagen personligt og er opsat på, på egen hånd, at finde frem til morderen for at få afklaret hvorfor hendes ven skulle dø.

Lå han mon inde med oplysninger, som var så fatale, at nogen var nødt til at lukke munden på ham én gang for alle? I så fald: hvilke oplysninger kunne være så sprængfarlige, at de kunne få så voldsomme konsekvenser?

Samtidig har Louise også drabet på den unge Karoline Wissinge at tænke på. Hvem kunne finde på at myrde denne stille, ja man kunne næsten fristes til at sige kedelige, pige, der fremstår som et vaskeægte dydsmønster?

Der er fart over feltet på Københavns politigård og det gør bestemt ikke Louises arbejde lettere, at hun også skal til at bekymre sig om Camilla, som Louise synes blander sig lige lovlig meget i politiets opklaringsarbejde.

Bogen er medrivende og det er spændende at følge udviklingen i de to pigers opklaring af drabene.
Forud for bogen har Blædel lavet en grundig research og dette er medvirkende til at skabe den realistiske atmosfære, som man tydeligt fornemmer, mens man tages med til findesteder, vidneudsagn, forhøringer, obduktioner og dagligdags livet på kontoret.

Grønt støv er den første af tre krimier om Louise Rick og Camilla Lind. Andet bind i serien hedder Kald mig prinsesse mens den tredje hedder Kun ét liv. Alle bøger kan læses læses separat.

Dan Turell: Mord i Mørket

Dan Turell er så ærkedansk som et stykke smørrebrød, men alligevel helt sin egen. Han er også den amerikanske hårdkogte kriminalromans fremmeste fortaler på dansk, og han tog Raymond Chandler alvorligt årtier før det var god tone. Turells respekt for Chandler er så stor, at han ikke har navngivet sin detektiv i form af en freelance journalist på Bladet, læs: Ekstrabladet, men inspirationen fra Philip Marlowe er soleklar.

”Det begyndte med at jeg vågnede fordi telefonen ringede.” er en første sætning helt i den Chandlerske ånd.
Turells journalist bor på Vesterbro i halvfjerdsernes København, blandt ludere og lommetyve selvfølgelig, og han skriver freelance fordi et fast job for ham er som et avisabonnement til en hest: holder ikke i længden. Tømmermændene er ikke noget der kommer og går, de er konstante, sådan som også hovedpersonens tørre betragtninger over livet i Københavns gader.

Et par mord sætter gang i handlingen, og vores kære, trætte, storrygende og tredobbelt whisky-drikkende freelancer møder politiinspektør Ehlers, et bekendtskab der varer ved fremover. Det udvikler sig til en sag med links til usle kriminelle typer som Den Tynde og hans slæng.
”-Hvor er det nu De skriver?
”-Ingen steder fast. Jeg er free-lance.
”De har altså ingen fast arbejdsplads? spurgte han veloplagt. Som om han fattede nyt mod.
”Lad os sige jeg er free-lance.
”Betyder det ikke det samme?
”Det lyder pænere. Når De siger ”uden fast arbejdsplads” lyder det som en alfons. Jeg har bare en fobi mod chefer, det er det hele.”

Fremragende dansk krimi-klasse. Når onkel Danny fortæller kriminalhistorier holder vi andre kæft. Æret være hans minde.

Isak Dinesen/Karen Blixen: Babettes Gæstebud

I en lille by ved en fjord i Norge bor to ældre søstre. De er døtre af en provst, og har levet et nøjsomt liv, hvor de har forsøgt at leve efter Guds ord. Det har på mange måder været et glædesløst liv, ingen af dem har eksempelvis været gift eller fået børn på trods af at de begge to har haft tilbedere.

En aften banker det på søstrenes dør. Udenfor står Babette, en fransk kvinde, der har været køkkenchef i Paris. Babette er bekendt af en af søstrenes tilbedere, og hun er nu flygtet fra Paris under den blodige franske opstand, Pariserkommunen.

De to søstre indvilliger i at lade Babette bo hos dem, og Babette arbejder i køkkenet hos søstrene, hvor hun laver klipfisk og øllebrød til søstrene i 14 år. En dag vinder Babette 10.000 franc i et lotteri, og for de penge aftales det, at Babette holder en stor middag til ære for søstrenes far. Mad og drikkevarer bestilles hjem fra Frankrig, og Babette går i krig med at lave mad til søstrene og de mange gæster.

Søstrene mener det ikke er i Guds ånd at drikke eller at spise unødigt, og er skeptiske overfor proceduren, og det er egentlig meningen, at de ikke vil sige noget om maden under måltidet.

Til deres overraskelse nyder alle maden og drikkevarerne, og alle bliver lidt opløftede og har det under middagen bedre og lettere end de nogensinde har haft det før. Kunne det mon være, at man godt kan tro på Gud og tjene ham samtidig med at man har det godt i dagligdagen? Og kunne det være, at de selv har forspildt en masse muligheder i deres liv ved at leve for nøjsomt og tilbagetrukket? Er der flere måder at opfylde sin skæbne på her i livet? Læs bogen og find ud af det.

"Babettes gæstebud" er en kort bog, ikke desto mindre stiller bogen nogle vigtige spørgsmål, om hvordan vi som mennesker lever vores liv. Karen Blixen er en god fortæller med sans for den gode historie. Sproget er usædvanligt levende og præcist, og personerne er utrolig godt beskrevet, så jeg kan kun anbefale, at I andre også læser denne bog. Den er en lille perle.