Gunnar Staalesen: 1950 High Noon

Første Verdenskrig er mere eller mindre vel overstået i Bergen. Gunnar Staalesen tager endnu en gang læseren ved hånden, og denne gang går turen op gennem 1930’erne, 40’erne og 50’erne i den regnvåde by. Gamle kendinge fases ud og nye generationer introduceres.

”1950 High Noon” er lang tid om at komme op i omdrejninger, men da først nazisterne gør deres indtog i foråret 1940, splittes bergenserne i to lejre og gør bogen spændende. Der går virkelig Matador i den, med krystalradioer, modstandsbevægelser og ikke mindst den altomsiggribende jødeforfølgelse. Bogen når sit samfundsinteressante højdepunkt i efterkrigsårene mellem 1945 og 1950. Her bliver kortene lagt på bordet, regnskaberne gjort op og Bergen gøres klar til en ny epoke.

På trods af de mange dramatiske begivenheder i byens historie, bliver fortællingen aldrig rigtig nervepirrende. Måske interessant som en langtrukken tv-serie er det. En håndfuld familier får børn, der vokser op og gifter sig med hinanden og får endnu flere børn. Gamle sår springer op og heles igen, mens atter nye sværdhug perforerer indbyggerne.

Ind i mellem trækkes tråde tilbage igennem århundredet, til små og store hændelser, som hver især har været med til at skabe Bergens historie, men ”1950 High Noon” bliver på intet tidspunkt mere fængende, end en velfortalt krønike.

Anden del af Bergen-trilogien

Ingen kommentarer:

Send en kommentar