Rose Tremain: Musik og stilhed

I interviews har Rose Tremain fortalt, at hun under et besøg i Danmark fik inspiration til romanen ved at høre historien om Christian IV's musikere, der sad og spillede for kongen nede i Rosenborgs kolde, mørke kælder. Musikken kunne høres oppe i salen gennem et sindrigt rørsystem. Når kongen blev træt af at høre på den, smækkede han en faldlem i, og lyset i kælderen gik ud.

Billedet af de fremragende og konstant frysende musikere, hvis kunst måtte bøje sig for kongens luner, satte skriveprocessen i gang.

"Musik og stilhed" foregår som sagt på Christian IV's tid. Bogen er bygget op i tre dele: København 1629, Frederiksborg og Jylland 1629-1630 og Stille forår 1630. Handlingen udspiller sig altså kun over et år. Hovedpersonerne er Christian IV og den engelske lutspiller Peter Claire, der bliver ansat ved det kongelige orkester.

Kongen er i knibe. Han har tabt Trediveårskrigen, er kommet i økonomisk uføre, har problemer med helbredet, og hans kone, Kirsten Munk, er ham utro med en tysk greve og har i det hele taget gjort ham til hanrej. Men udover kongen og Peter Claire er der et mylder af vigtige bipersoner, som på skift fortæller: Kirsten Munk, kongens gemalinde, hendes hofdame Emilia Tilsen, den gamle, pengegriske enkedronning Sofie, en irsk grevinde o.m.a.

Der opstår et kærlighedsforhold mellem Emilia og Peter, forholdet trues dog både af Kirsten Munk, som vil holde på sin hofdame, og af kongen, som vil holde på sin yndlingsmusiker. Jeg vil ikke afsløre for læseren, om det lykkes de to elskende at få hinanden, men deres kærlighedsaffære er beskrevet så smukt.

Ind og ud af disse personer og frem og tilbage i tiden væver den farverige handling sig, man fristes til en musikalsk sammenligning: en komposition fyldt med gentagne akkorder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar