Der er et udtryk der for mig helt præcist beskriver min umiddelbare reaktion efter at have læst denne højt besungne verdensomspændende bestseller. Desværre er det af den mere lavpandede slags, og som sådan måske ikke så velplaceret i en anmeldelse der gerne skulle formidle en seriøs tilgang til anmelderiet. Men det siger det hele - så jeg holder fast i det umiddelbare: Klap lige hesten!Historien er for så vidt super enkel og set før. Collegedrenge roder rundt med gamle mysterier - denne gang i form af en bog fra middelalderen - samtidig med at de roder rundt med livets andre store tildragelser. Altså kærester, fadøl, fodbold - den slags enormt eksistentielle forhold. Det gamle mysterium - Bogen - er selvfølgelig en farlig beskæftigelse: selvfølgelig fordi collegedrenge kan løse de gåder forskerne i århundreder ikke har kunnet, selvfølgelig fordi gåden om Bogen er et led i en århundred-gammel sammensværgelse, selvfølgelig selvfølgelig. Been there done that. Samme gamle sang. For nu at følge tingene lidt mere til dørs - der sker mærkelige dødsfald og drengene må se deres egen lidenhed i øjnene - og nogle andre lommeeksistenstielle tunge aspekter ved tilværelsen. Bla bla. Det er karaktermæssigt en fuldstændig ligegyldig historie - og suspensemæssigt er den ikke meget bedre. Jeg blev lidt berørt på et tidspunkt, men jeg er også en lille smule disponeret for sentimentalitet. Det mest iøjnefaldende problem ved bogen er at den giver indtryk af at være skrevet efter en formel eller en narrativ model. Der er intet nyt under solen, alt er set før og det meget bedre.
"Belladonna dokumentet" holder for mit vedkommende kun lige næsen over vandskorpen fordi den er så gåde-glad som den er. Der er ikke sparet på de snilde forklaringer af komplicerede koder og bizarre litterære/maleriske/arkitektoniske referencer. Og det er dejligt i bedste nørdestil. Men argh for en søvndyssende affære.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar